Hvorfor jeg hver dag stryger en hawaii-skjorte, inden jeg ikke barberer mig

Hvorfor jeg hver dag stryger en hawaii-skjorte, inden jeg ikke barberer mig

Gennem tiderne har jeg arbejdet med brandingen af en del banker. En af de første, jeg havde til opgave at besjæle, endte med at sætte sig et varigt spor i min arbejdsform. Pludselig stod jeg på en parkeringsplads ved en forstadsfilial og indså, hvor vigtigt tøjet er som dørbrækker i ethvert arbejde med Besjæling® af brands.

 

Det har nok været en mandag. Jeg mødte som altid begejstret op til det første af mange researchinterviews, der skulle være med til at afdække bankens indre fordele og sammenhænge for at kunne beskrive dem modtagervendt. I dette tilfælde var det hos bankens erhvervschef, der sad i et glaskontor i en fin, nybygget erhvervsafdeling i en forstad med en 8 – 10 erhvervsbankfolk foran sig.

 

Jeg blev budt velkommen, fik en danskvand (der var ingen cola, og jeg har aldrig lært at drikke kaffe) og gik i gang med at spørge. Problemet var bare, at jeg ingen svar fik. De oplysninger, der kom ud af munden på erhvervschefen, var meget sparsomme, nærmest henholdende. Det havde jeg faktisk aldrig før oplevet på denne måde. Normalt plejer folk at være glade for at tale om deres arbejde og begejstrede for at indvi mig i deres univers, men her var lukket land.

 

Efter en time lagde jeg snakken ned og sagde tak. Og så snart jeg kom ud af døren, ringede jeg til bankens underdirektør, der var min opdragsgiver, og sagde, at hvis det her skulle lykkes, så måtte han meget gerne sende en mail rundt til medarbejderne, som kunne berolige dem og få dem til at lukke op: Jeg skulle opfattes som en kollega, som man kunne fortælle alt – ikke som én, der var ude på at afsløre noget.

 

Men efterfølgende kom jeg i tanke om, at problemet var selvskabt: Jeg havde simpelthen klædt mig for pænt på, barberet mig, sat håret og overordnet skabt alle de impulser, der for erhvervsbankmanden overfor åbenbart indikerede, at jeg ville lave business med ham. Når han holdt sig så meget tilbage, var det, fordi han kunne se, at jeg måske gerne ville give det positive billede af mig selv, der kunne føre til den bedste aftale i banken – men jeg var jo netop IKKE kommet for at blive kunde, men for at snakke om hans kunder. Lige i hans situation var måden at læse folk på bare en anden. Han ville ikke afsløre for meget, for hvorfor give mig intime detaljer om andre kunders måder at være i kontakt med banken på, hvis jeg nu selv blev det?

 

Det var lige netop i dette sekund, det gik op for mig, at tøjet i sig selv skulle spille med til at lukke snakken op. Jeg fik indkøbt min første sending af de mest horrible hawaiiskjorter og har siden gået i motiver med alt fra fiskestimer, over franske vine og Hor Rod-flammer til mexikansk dødedans. Og det har virket fint.

 

Med et dovendyr på skjorten er alting i orden

 

Man kunne sige, at det er noget, jeg bilder mig ind, at folk slapper mere af, når jeg dukker op i disse noget pudsige, men nystrøgne gevandter, men nu giver nye resultater fra den psykologiske forskning på California State University, Northridge og Columbia University mig sgu ret. Det viser sig, at jo mere formel din tøjstil er, jo mere vil mennesker omkring dig have en tilbøjelighed til at tiltale dig med din titel i stedet for dit navn, også selvom I har samme sociale status. Den høflige armslængde af distance, som et for pænt tøjvalg giver, øger ifølge undersøgelsen de abstrakte tanker og sprogbrug. En af undersøgelserne viste, at jo mere afslappet tøjet var, og jo mere ”nært” mødet med et andet menneske blev, jo mere konkret og følelsesladet blev ordene og snakken. I beskrivelserne blev ”formaliseret tøj” ligefrem beskrevet som “socially distant clothing”.

 

Slips og lignende uniformering holder altså distancen i mødet ved lige, mens mere casual tøjbrug fremmer nærheden. Det er godt at vide, inden du næste gang bare klasker et slips på uden at give det en tanke.

 

Det er min opgave at få folk omkring mig til at slappe af, så de fortæller mig de ting, de i virkeligheden føler om dét, de gør, og når de store, gule blomster i skjortestoffet fylder det meste af synsfeltet i samtalen, spiller de med. Men det er ikke kun her. I august sidste år følte ejeren af min lokale, kinesiske grillbar sig inspireret af min skjorte til at danse lambada bag disken. Lidt mærkeligt, eftersom motivet var amerikanske bluesmusikere…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *