Hvorfor alle store forandringer smager af gin…

Hvorfor alle store forandringer smager af gin…

Gin er in. Men hvordan kan det lade sig gøre i disse fedtforskrækkede og fødevare-asketiske tider? Det viser sig, at netop gin altid kommer tilbage, når tiderne er foranderlige og usikre for forbrugerne. Gin er smagen af forandring.

”Der er mange, der synes, det er en fin måde at indlede og afslutte en middag på,” fortæller Michael, der er indehaver af CANblau i Aalborg.

Jeg elsker gin. Og det var netop under en bedre frokost på Michaels spanske tapasrestaurant, at det for nogen tid siden gik op for mig, at gin var blevet en råvare i sig selv. Skabet ved siden af vores bord var nemlig fyldt med myriader af mærkelige gintyper fra både udlandet og hengemte danske øer, hvor en flok hipstere havde genoptaget håndværket. Det kom fuldstændigt bag på mig, der ellers i rigtig mange år har dyrket den agurkesmagende Hendrick’s (som jeg netop har prøvet i en ny, mega-lækker jordbær variant, som jeg for nylig fik på Malta) med varierende tonic-akkompagnement.

I restauranten Ved Stranden står et skab, propfyldt med 30-40 gode ginoplevelser – fra den rosmarinbaserede Gin Mare til den trendy Monkey 47. ”Vi har et par årlige ture, blandt andet til Barcelona, hvor vi ser på gin, og når vi så støder på nogle lækre, så kommer de på kortet”, siger Michael. Ved siden af den anden CANblau restaurant i Aarhus har tapasdrengene endda lavet en gin-bar, ”hvor vi giver den endnu mere gas.” Michael siger, at tendensen er stigende. Ifølge Vin og Spiritusforeningen i Danmark steg den danske import af gin fra 2014 til 2015 med 57 procent, efterspørgslen har langtfra nået sit højeste, og nyhedsmediet Fødevarewatch kaldte for nyligt fænomenet for en ”gun-tsunami”.

Dette fik mig til at tænke på en noget sær periode i engelsk historie, nemlig ”the Gin Craze”, hvor store dele af landet var ved at drukne sig selv i netop den enebærsmagende nydelse. Den første del af denne bølge varede i 98 år, men den store smag for gin er vendt tilbage flere gange helt op i vor tid, og ifølge historikere er der en sammenhæng mellem usikre og omskiftelige tider, kriser, økonomiske bobler og forbruget af gin.

Redningen fra Holland

I 1688 var det blevet for hedt i London for James Stuart (James 2. af England). Hans mange disputser med parlamentet, hans magtsyge og hans forkærlighed for franskmænd og katolikker var blevet for meget for landsmændene. Kongen stak af. Pladsen blev overtaget af nevøen William af Orange, der gladeligt kom forbi med en invasionshær og overtog kronen.

Sammen med den upopulære konge blev også de varer, der var katolske eller franske, smidt på porten. Med dem røg brændevinen, der mest kom fra Frankrig (som den nye konge som det første erklærede krig mod). De engelske destillerier var aldrig rigtigt kommet i omdrejninger, og englænderne havde aldrig rigtigt lært at drikke så meget som europæerne. Holland var verdensmester i kornbaserede spiritus, og hollandske lærebøger i spritdestilleri var ellers blevet oversat til engelsk i starten af 1600-årene, men det var mest i hjemmene på landet, at husmødrene tilberedte spritten til husbehov. Alt dette skulle dog ændre sig. Landets nye ledelse ville efterkomme hullet i markedet, og derfor gav den alskens friheder til både brygning og salg af de alkoholiserede dråber. Med ”En lov om at opmuntre destilleringen af sprit fra korn” fødtes en ny, engelsk industri i 1690.

Med den nye konge var kommet en ny, spirituøs drik fra Holland, der var gendestilleret med enebær. Egentlig hed den Geneva og var en betegnelse for en hel kategori af enebærspiritus, men populariteten gjorde, at den hurtigt fik det kortere kælenavn GIN.

Først mente man, at gin ligefrem havde en lægende effekt. Ginnen blev især som Gin&Tonic anset som god medicin, fordi kininen i tonicen gav god modtandskraft mod malaria. Gin var søfolkets kur mod søsyge. Såkaldte ’gimlets’, der var simple drinks bestående af gin og limesaft, blev vigtigt for sundheden til søs, så man slap for skørbug.

Sidst i 1600-årene anbefalede man familie og venner at drikke rigeligt af ”enebærrets stærke vand” for at kurere forstoppelse og modvirke effekten af det dårlige drikkevand, men ret hurtigt drak man kun for fornøjelsens skyld. ”Folk blev meget lystige, meget vanvittige og meget fulde, og det blev værre dag for dag,” skrev den engelske forfatter Daniel Dafoe (der senere skrev Robinson Crusoe) om bybilledet i London allerede året efter liberaliseringen af destillerierne og frigivelsen af ginnen.

Krigen mod Frankrig, epidemier af suspekte former for hasard, frygten for byldepest og andre sygdomme, store investeringsbobler (South Sea aktien brast i 1720, og mange mistede en hel del – for ikke at sige det hele af dét, som de tidligere havde set som en sikker ”lotteri-gevinst”) og et generelt, økonomisk mismod blandt de fleste gav ifølge historikerne grobund for, at gin var en kærkommen ”trøstedrink”. Her var en dulmende medicin mod de mange usikkerheder og risici, som den nye tid bragte med sig.

Drømme for en penny

Gin blev ret hurtigt den mest almindelige drik blandt beboerne i Londons slumkvarterer, som følte, at de kunne være med på noderne ved at tage godt fra i den nye drik, og at bruge sine penge på en dram gin var langt mere tiltalende end den gammeldags ale. Effekten var også bedre. Forbindelsen blev italesat ret klart: ”For en penny kunne den fattige fylde hovedet med sine egne drømme”.

”Overalt på gaderne er der horder af skandaløse stakler, som råber eder og forbandelser, mens de drikker, som om de ikke kendte til andet,” beskrev en rejsende. ”De bliver fulde i dagslys og løber råbende rundt på gaderne, mens de skriger som dyr, der er besat af djævle, som udskejende dårlige eksempler for ungdommen. Unge piger på kun 12 og 13 år drikker Geneva som fisk (…)  og små børn lærer at bande, før de kan tale rent.” På skiltene udenfor drambutikkerne stod: ”Fuld for en penny. Døddrukken for to pence. Halm gratis.” Halmen var ment som dér, hvor gin-drikkerne kunne sove rusen ud, når de havde fået nok af de gyldne dråber.

Da krigen mod Frankrig sluttede i 1713, var markedet cementeret. De engelske destillerier producerede mere end 2,5 millioner liter sprit om året. Den senere første engelske premierminister, Sir Robert Walpole, kunne fortælle, hvordan han i denne periode lærte at drikke ved sin fars bord. ”Kom, Robert,” havde faderen sagt, ”du skal drikke to gange, hver gang jeg drikker én, for jeg vil ikke lade dig opleve din fars fuldskab i ædru tilstand.”

Gin blev snart solgt på hvert gadehjørne. I næsten alle huse i London fandtes der et eller andet sted, hvor man kunne få sin gin. Mest foregik handlen i kælderen, men det kunne også være på loftet. Markedet var kæmpestort – og voksende. Kun to andre byer end London kunne i 1720’erne prale af at have mere end 20.000 indbyggere. I hovedstaden boede dog allerede 600.000, og den var en magnet, der hvert år tiltrak 5.000 tilflyttere fra andre dele af landet. Omkring 1723 drak hver mand, kvinde og barn godt en halv liter gin om ugen. Tre år efter blev det gjort op, at der alene i Westminster og Middlesex i London var 6.187 udsalgssteder for gin. I St. Giles in the Fields kunne man købe en dram i hvert femte hus.

Byrådet gik i panik. Man mente, at gin spildte befolkningens penge, og man ville begrænse ginindtaget. Som en manifestation af folkets utilfredshed sprængte daværende terrorister ligefrem en bombe i Westminster Hall. Det var dog mere en stor bordbombe, der havde til hensigt at omdele flyveblade.

I mellemtiden var gin-barerne stadig åbne klokken seks om morgenen på hverdagsaftener, og det bedre borgerskab blandede sig med pøbelen, der rendte rundt med deres underbenklæder efter at have tabt deres tøj i kortspil om natten. En sygeplejerske blev i 1748 dømt for at have været så fuld, at hun havde smidt sin nyfødte på ilden i pejsen, fordi hun i sin beruselse havde troet, at barnet var en brændeknude.

Rundt omkring drukgilderne gryede den nye oplysningstid dog. London havde fået gode gadelys allerede i 1743. Med mørket uddøde også den første London Gin Craze. Det lå dog kun og sov rusen ud lige under overfladen. En ny begyndelse opstod omkring 1820’erne, og i de tidlige 1830’ere besøgte en ung journalist ved navn Charles Dickens et af de nye ”Gin Paladser”. ”Gin drinking is a great vice in England”. Historien kunne gentage sig …

Måske har det hele ligget underdrejet gennem de sidste 200 års historie og løftet sit hoved, når der har været behov for det.

Fra gin til glemsel

I 1823 skabte James Pimm forgængeren for alles favorit-sommerdrik med hans ”cooler” Pimm’s. Denne drink var skabt til de østers, der blev serveret i Pimms bar, og drikken bestod af gin, frugter og krydderurter, der skulle løfte skaldyrene. Dette var forfaderen til cocktailen.

Men det var først næsten 20 år efter, at londonerne kunne nyde en drink på en egentlig cocktailbar. Denne blev skabt at franskmanden Alexis Soyer. Fra et ydmygt sted på hjørnet af Hyde Park (fordi han ellers var underlagt særlige regler om, at han også var nødt til at servere drinks uden alkohol) serverede Alexis forfriskninger til de seks millioner besøgende, som besøgte den store udstilling af industriens arbejde fra alle nationer i 1851. Alexis tilbød 40 forskellige cocktails og havde 1.000 besøgende per dag. Og selvom hans show med cocktails, mad, musik og fyrværkeri i sidste ende blev hans ruin, lagde han alligevel fundamentet til den næste fase i gin-nydelse: Cocktailen.

I 1920 ville cocktailen nå toppen af dens popularitet med ginnen som ledestjerne. De energiske og udviklende 20’ere havde givet smagen af gin op mod Anden Verdenskrig. Herefter manifesterede livskraften sig igen i ginnen i 50’erne og 60’erne, indtil en ny generation tog over. De ville have vodka. Og i de mellemlæggende perioder har de villet have alt fra Martini til Whisky, lige indtil nu …
Mit seneste gin-eventyr blev startet på restauranten Kunstbryggeriet Far & Søn for få måneder siden. Ginnen hedder Bobby’s, og det pudsige ved den er, at jeg dagen efter sgu aldrig kan huske, hvordan den har smagt. Og måske er det netop sandheden ved gin som udødeligt produkt. Man vender altid tilbage til den for at huske, hvad det egentlig var, der smagte så godt. Det mærkelige er, at Bobby’s kommer fra Holland, så min egen gin-rejse har altså ført mig tilbage til udgangspunktet, akkurat som mine med-gin-drikkere i verdens nye Gin Craze … Det er nu dejligt at have et fundament, også i foranderlige tider.

 

Tørster du efter mere? Tjek eventuelt Hendrick’s noget syrede ginfortællinger på www.hendricksgin.com, eller gå all-in, og læs om hele den engelske ginfortælling i Patrick Dillions både underholdende og informative bog ”The Much-lamented Death of Madam Geneva. The Eighteenth-century Gin Craze”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *